Trafik

Cykelstierne i Prinsensgade skal have ny asfalt, og det vil påvirke trafikken

Både bilister og cyklister må forberede sig på afspærring i to dage, når der lægges nyt slidlag på cykelstierne på den trafikerede vej

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 21. august 2026

Der er snart lidt ekstra medvind til cyklisterne i Prinsensgade, når der kommer ny asfalt på cykelstierne på den trafikerede vej. Men før det nye slidlag kan tages i brug, er der i sagens natur behov for, at entreprenørmaskinerne rykker ind.

Derfor vil der blive afspærret for trafikken for bilister og cyklister i to dage, nemlig mandag og tirsdag den 24.-25. august 2026, ligesom busruter bliver omlagt.

Sådan foregår arbejdet

Arbejdet omfatter affræsning af eksisterende asfalt, udskiftning og regulering af rendestensriste og dæksler, udlægning af ny asfalt samt udlægning af ny afmærkning.

Fodgængere henvises til det fortov, hvor der ikke arbejdes på den tilstødende cykelsti. Der er desuden parkeringsforbud på hele strækningen, og bilejere bedes derfor flytte bilen inden mandag morgen, så asfaltentreprenøren kan udføre arbejdet. Der er etableret omkørsel via Boulevarden-Vingårdsgade-Vesterbro.

Arbejdet udføres i dagtimerne af hensyn til beboere langs strækningen, så de ikke forstyrres om natten af støj fra asfaltmaskiner og vejtromler.

Hold dig opdateret

På kommunens hjemmeside “Asfaltarbejder 2026” orienteres der løbende om eventuelle ændringer i tidsplanen. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Teknik og Miljø på projekter.koordinering@aalborg.dk.