Samfund
Aalborg fejrer landets udsendte med stor flagdagsmarkering
Byen som “landets bedste garnisonsby” inviterer alle borgere til flagdag på Gammeltorv den 5. september med parade, veterantalks og musik
Den 5. september er der flagdag for Danmarks udsendte. Men hos Aalborg Kommune gør man mere end at hejse flaget. Som landets bedste garnisonsby inviterer kommunen ikke bare tidligere udsendte, men også alle borgere med til flagdag på Gammeltorv. Her vil der være parade med soldater, udstillinger af køretøjer, information om Forsvaret, talks med veteraner på scenen, musikalsk underholdning, aktiviteter for børn og foodtrucks.
“Aalborg Kommune markerer dagen for at hylde veteraner og anerkende deres indsats, som fortjener vores respekt og taknemmelighed. Samtidig minder den aktuelle situation i Europa os om, at fred, frihed og sikkerhed ikke kan tages for givet. Det er vigtigt, at vi i dag og i fremtiden står sammen om at støtte dem, der har påtaget sig opgaven med at beskytte vores fælles værdier og demokrati,” fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.
Byens velkomst til nye værnepligtige
Aalborg Kommune afholder samtidig “byens velkomst” for de nye værnepligtige ved Trænregimentet, som vil deltage i parade og march gennem byen.
“Aalborg Kommunes fejring i anledning af flagdagen er en fantastisk anerkendelse af danske udsendtes indsats, og vi er naturligvis glade for at være en del af fejringen,” siger chef for Trænregimentet, oberst Michael Elsøe Frandsen.
Læs også:
Se hele programmet for dagen
Foruden de opstillede aktiviteter på Gammeltorv byder dagens program på følgende:
- 11.30-12.00: Parade på Gammeltorv og efterfølgende march gennem Aalborg midtby
- 12.00-15.00: Talks og underholdning på scenen på Gammeltorv med blandt andre Jimmy Solgaard, Michel Riise, Claus Greve og Claus Flindt Bjerg
- 15.00-16.00: Koncert med Souvenirs
Læs også: