Hus og have

Flest ulykker sker her: Det skal du passe på i haven

Påsken nærmer sig, og danskerne gør klar til havesæsonen. Men med havearbejde følger også en øget risiko for ulykker, advarer forsikringsselskabet Alm. Brand.

Flest ulykker sker her: Det skal du passe på i haven
Foto: Alm. Brand
Af Dinny Eriksen 15. april 2025

Når foråret for alvor får fat, rykker mange danskere udenfor for at klippe hæk, beskære træer og gøre haven klar til de varmere måneder. Men selvom havearbejde ofte forbindes med hygge og frisk luft, er det også højsæson for uheld og skader.

Ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand stiger antallet af fritidsskader med hele 15 procent i maj sammenlignet med april. Og det er særligt mænd mellem 50 og 64 år, der går igen i statistikkerne.

”Hvert år ser vi alvorlige skader, hvor havearbejdet blandt andet koster fingre og tæer. Ulykkerne skyldes ofte et øjebliks uopmærksomhed eller dårlige arbejdsstillinger, der øger risikoen markant,” fortæller Lis Katz Krefeld, direktør for Person & Ansvar i Alm. Brand.

Stiger og motoriserede redskaber er de store syndere

Selvom hækkeklippere og motorsave står for en stor del af skaderne, peger forsikringsselskabet særligt på faldulykker som det hyppigste problem.

”Vi ser igen og igen folk falde ned, når de beskærer træer, maler hus eller renser tagrender. Selv fald fra få meters højde kan give alvorlige brud og hjernerystelser,” siger Lis Katz Krefeld og understreger vigtigheden af at sikre stigen på et fast underlag.

Derudover advarer Alm. Brand også mod glatte overflader som følge af algebelægning på terrasser og fliser. Når overfladen er våd, kan den blive ekstremt glat og føre til faldulykker.

”Tjek gerne terrassen for alger inden brug. Et uheldigt fald kan ende med brækkede knogler og lange genoptræningsforløb,” lyder rådet fra Lis Katz Krefeld.

Pas på med frø og planter fra udlandet: De kan true dansk natur

Læs også: Pas på med frø og planter fra udlandet: De kan true dansk natur

Sådan undgår du skader i haven

Alm. Brand anbefaler fem enkle råd, som kan forebygge de fleste skader:

  1. Kom aldrig tæt på kørende dele ved maskiner og værktøj.
  2. Brug altid handsker, solidt fodtøj og sikkerhedsudstyr.
  3. Sørg for, at stigen står stabilt – eller få en anden til at holde den.
  4. Lad professionelle klare vanskelige opgaver som høje træer.
  5. Hold dig fra at lege på børnenes trampolin, gynger og lignende.

Med få forholdsregler kan havesæsonen blive både hyggelig og sikker. Og måske vigtigst af alt – undgå en tur på skadestuen midt i forårssolen.

Boligmarkedet buldrer frem: Første kvartal i 2025 viser næsthøjeste salgstal nogensinde

Læs også: Boligmarkedet buldrer frem: Første kvartal i 2025 viser næsthøjeste salgstal nogensinde

Boligjagt i påsken: Tre faldgruber du bør undgå som køber

Læs også: Boligjagt i påsken: Tre faldgruber du bør undgå som køber