Del på Facebook   Print siden  
Aalborg

Nordens Kæmper – nyt oplevelsesrum åbner på Lille Vildmosecentret

Storvorde
Mandag 13. juni 2016 kl. 15:37

Nordens Kæmper – nyt oplevelsesrum åbner på Lille Vildmosecentret

.
Elgen er tilbage i dansk natur og i den forbindelse åbner Danmarks første og største oplevelsesrum om elge og krondyr den 23. juni på Lille Vildmosecentret i Østhimmerland.
Det nye oplevelsesrum er opbygget over ti forskellige hands-on-installationer, som alle har fokus på de største dyr i Lille Vildmose – elge, krondyr og rådyr. Den venlige mosetrold, Lille Vildma, er den gennemgående fortæller i oplevelsesrummet og hun vil på en sjov, inddragende og ikke mindst lærerig måde formidle Nordens Kæmper for besøgende i alle aldre. Hvor meget spiser en elg om dagen sammenlignet med et menneske? Hvad er et ’hjortespejl’? Og hvordan kan man kende hjortene fra hinanden på baggrund af deres dyrespor og lorte i naturen? Dette er blot nogle af de mange spørgsmål som gæsterne på Lille Vildmosecentret kan blive meget klogere på i forbindelse med et besøg i det nye oplevelsesrum om Nordens Kæmper.
Udsætningen af krondyr og elge i Lille Vildmose er et led i den naturpleje, som i disse år foregår i Danmarks største fredede naturområde. Dette fænomen, hvor en dyreart udsættes og benyttes for at tilføre nogle funktioner til naturen, som den ikke har i forvejen, kaldes ’Rewilding’. Jakob Konnerup er formidlingsleder og naturvejleder på Lille Vildmosecentret, og siger begejstret ’Vi har nu igen den nordiske Big Five tilbage i den danske natur. Det bliver en fornøjelse, at de besøgende nu både kan opleve dyrene ude i naturen i det indhegnede, men fuldt offentligt tilgængelige område og samtidig tilegne sig viden om dem i centrets nye oplevelsesrum.’ I det nye oplevelsesrum kan de besøgende også stå ansigt-til-ansigt med en fuldvoksen elgtyr og se en lille, nyfødt elgkalv. Der er således rig mulighed for at alle sanser bliver inddraget og der vil med garanti være oplevelser for besøgende i alle aldre.
Bo Gregersen, direktør på Lille Vildmosecentret, har glædet sig til åbningen og udtaler, ’Oplevelsesrummet er en del af den satsning som Lille Vildmosecentret og Aalborg Kommune i disse år ruller ud i forbindelse med etableringen af endnu mere formidling og bedre faciliteter for de mange gæster i Lille Vildmose. Vi bruger mere end 10 mio. i løbet af 2016 og 2017 på mange flere og spændende oplevelser - herunder det nye oplevelsesrum. Det kan kun lade sig gøre fordi Nordea-fonden, Friluftsrådet og Lokale og anlægsfonden støtter formidlingsprojekterne. ’ Det nye oplevelsesrum bliver indviet den 23. juni 2016 af rådmand Mads Duedahl fra Aalborg Kommune og Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.

Fakta boks:
Lille Vildmose:
- Er Danmarks største landfredning på 78 km2
- Har 110.000 besøgende om året
- Er den største højmose i Danmark og i det nordeuropæiske lavland
- Er hjemsted for både ynglende kongeørne, havørne og traner
- Har en bestand af fem elge, som går i et fuldt offentligt tilgængeligt indhegnet område på 2100 Ha. Har store bestande af krondyr og vildsvin
- Har et besøgscenter med mere end 55.000 gæster om året
- Får faciliteter og formidling for ca. 11 mill. kr. i 2016-2017 støttet af Nordea-fonden, Friluftsrådet og Lokale og anlægsfonden

© Copyright 2024 Aalborgidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.



Flere i denne sektion:

- Fem nye elge til Lille Vildmose - Storvorde

- Nordens Kæmper – nyt oplevelsesrum åbner på Lille Vildmosecentret - Storvorde

- Elefanter er en mulighed i Lille Vildmose - Storvorde



Rubrikannoncer
Andre Link
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld