Klik venligst
Del på Facebook   Print siden  
Rebild

Forsigtig optimisme efter møde om Siem Skov

Siem
Tirsdag 7. marts 2017 kl. 12:00

Forsigtig optimisme efter møde om Siem Skov

.
Af Anette Bruun Hansen
DN Rebild og VÆRN OM VAND

Gruppen VÆRN OM VAND har siden sommeren 2016 kæmpet mod den udvidelse af råstofgraven i Siem Skov, som Region Nordjylland har foreslået i sit udkast til Råstofplan 2016.
VÆRN OM VAND består af naboer til skoven, det lokale menighedsråd, Terndrup Vandværk, Enhedslisten Rebild og Danmarks Naturfredningsforening (DN). Gruppens medlemmer har hver sine betænkeligheder ved råstofgravning i området, men et er alle enige om: Grundvandet, som dannes under skoven og strømmer til Korup og Terndrup Vandværker, skal beskyttes mod øget risiko for forurening.
Tilbage i 2006 fik Lindenborg Gods den første tilladelse til af grave efter sand, sten og grus i skoven. Tilladelsen løber frem til 2036 og omfatter et areal på 83 ha. Til trods for at der er udgravet mindre end halvdelen af dette areal, lægger Råstofplan 2016 nu op til en udvidelse med 53 ha.
For at diskutere dette inviterede de lokale VÆRN OM VAND-aktivister Region Nordjylland på besøg den 14. februar. Mødet blev indledt i strålende solskin ved Torup Kirke, hvor formand Henrik Ringbæk Madsen (A) og næstformand Erik Harbo Larsen (V) fra Regionsrådets fagudvalg sammen med 3 medbragte embedsmænd kunne danne sig et indtryk af, hvordan en udvidet grusgrav vil påvirke kirken - både visuelt og støjmæssigt.
Fra VÆRN OM VAND deltog sognepræst Therese Strand Nielsen, Dan Mortensen, naboerne Keld Adzersen og Søren Kjeldsen, Poul Vinding fra Terndrup Vandværk samt lokalformand Anette Bruun og grundvandsekspert Walter Brüsch fra DN.
Efter en et par stop ved den eksisterende grusgrav fortsatte mødet i Terndrup Idrætscenter, hvor der var god plads til at jonglere med luftfoto, kort og de forskellige dokumenter, som har indgået i sagen om Siem Skov gennem 12 år.
Søren Kjeldsen havde taget et gammelt brev med til mødet, som han læste op af. Brevet fortalte, at Nordjyllands Amt i 2005 opgav råstofgravning i en del af skoven pga. naturfaglige vurderinger og indsigelser fra offentligheden. Søren udtrykte sin undren over, at regionen nu foreslår at grave i selvsamme område, som dengang blev skånet pga. EU's habitatdirektiv.
Også Keld Adzersen berettede om frustrationer ved at bo nabo til et område, som er røget ud og ind af regionens råstofplaner. Det lod til at gøre indtryk, for der var dyb tavshed i lokalet, da Keld luftede sine overvejelser om at opgive kampen og fraflytte egnen.
Med henvisning til regionens egen screening , som viser, at naturen i det tilstødende NATUR 2000-område kan blive forringet af øget råstofgravning i skoven, opfordrede Anette Bruun til straks at droppe udvidelsesplanerne og derved spare både ærgrelser, tid og penge.
Therese Strand Nielsen satte et overordnet perspektiv på sagen ved at problematisere vækst- og udviklingsdoktrinen som et kortsigtet perspektiv, og ved at bede forsamlingen overveje, om sten, grus og sand er vigtigere end rent drikkevand. Hun nævnte, at lokalbefolkningen kan komme til at betale dyrt for øget råstofgravning med faldende boligpriser, sætningsskader og fare for de bløde trafikanter som følge af mere tung trafik i området.
Walter Brüschs ekspertviden var til hjælp i den mere tekniske snak med regionens embedsmænd om de konkrete geologiske forhold, som har betydning for grundvandets strømninger, sårbarhed og kemi. Der var enighed om, at sårbarheden overfor punktforurening øges, når skoven med den biologisk zone fjernes og der graves ned mod grundvandsspejlet - og af og til også under. Hvor forsigtig, man så bør være, var mødets 4 geologer ikke helt enige om.
VÆRN OM VAND-gruppen vurderer dog mødet som positivt, fordi der var tid til at drøfte mange forskellige aspekter af sagen - og til at gå i detaljer.
Siden regionen fremlagde sit forslag til ny råstofplan, er der løbet meget vand i åen (og under Siem Skov), selvom der kun er gået et år. Staten har færdiggjort et stort arbejde med at kortlægge grundvandet under Danmark - og det man er kommet frem til, har betydning for spørgsmålet om råstofgravning i Siem Skov.
Poul Vinding udpegede på kort, hvor Terndrup-borgerne drikkevand dannes; nemlig lige under råstofgraven i skoven. Det er ny viden, som har fået grundvandsmyndigheden, Rebild Kommune til ændre holdning. Ligesom VÆRN OM VAND-gruppen beder kommunen nu Region Nordjylland om at undgå råstofindvinding i det grundvandsdannende område i Siem Skov.
På mødet blev kommunens ønske om at opprioritere det rene grundvand naturligvis vendt, ligesom det blev diskuteret, hvorvidt råstofplanens miljøscreening bør rettes til efter den nye viden, inden Regionsrådet til april skal vedtage den nye råstofplan.
Om den endelige version af Råstofplan 2016 indeholder en udvidelse af graveområdet i Siem Skov eller ej, skal regionens politikere og embedsmænd nu snakke videre om.
Med mødet har VÆRN OM VAND gennemført endnu en indsats for, at beslutningen om Siem Skov bliver taget på et veloplyst grundlag. Der spores en forsigtig optimisme blandt gruppens medlemmer.







© Copyright 2024 Aalborgidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst


Flere i denne sektion:

- Måske millionær: Har du været forbi Dagli' Brugsen i Øster Hornum efter en lottokupon? - Rebild

- Læringslokomotivet i dialog med unge og forældre - Rebild

- Rebild Vandrerhjem varmer op til jubilæum - Rebild

- Nordjyske virksomheder spejder mod Norge - Rebild

- Pengeregn over Borremose Erhvervsefterskole - Nørager

- Skoleeleverne i Rebild: Ja tak, til mere bevægelse i dagligdagen - Rebild

- Farver i Rebild Taekwondo Klub - Rebild

- Mulighed for indvinding af mere grus og sand i Siem Skov - Råstofplan vedtaget

- Susanne Zimmer udstiller acrylbilleder i Rotunden i maj - Skørping

- En aften i høj-bælternes tegn - Skørping

- Generalforsamling og sæsonafslutning - Terndrup

- Forårets sidste koncert - KulturStationen Skørping

Klik venligst


Klik venligst
Rubrikannoncer
Andre Link
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld