Aalborg og Omegn
Svenstrup Bibliotek fejrer flytning med fest for hele byen
Onsdag den 22. april inviterer biblioteket til en eftermiddag med taler, cirkus, koncert og aktiviteter for både børn og voksne
Svenstrup Bibliotek byder onsdag den 22. april på indflytterfest i de nye lokaler, og alle er inviteret med. Programmet rummer både åbningstaler, cirkusopvisning, koncert og gratis oplevelser for børn og voksne.
Festlighederne finder sted fra klokken 15, hvor rådmand for Klima, Kultur og Sundhed Jan Nymark Thaysen og bibliotekschef Kristine Nygaard holder åbningstaler. Derefter følger en cirkusopvisning med unge fra FC Højvang, og senere på eftermiddagen er der koncert med Tonus Ark. Under arrangementet vil der også være ballondyr, slush ice og popcorn.
Nyt bibliotek i byens centrum
Biblioteket er flyttet få meter længere ned ad gaden til nye lokaler i Svenstrup. Ifølge Aalborg Bibliotekerne blev flytningen en mulighed, da lokaler, som tidligere har huset både bank og call-center, blev ledige i 2025.
Med flytningen har biblioteket fået mere plads og en ny ramme i byens centrum, uden at forlade den centrale placering, som mange borgere kender i forvejen.
Læs også:
Indretningen er kun begyndelsen
Selv om biblioteket nu er taget i brug, er arbejdet med at forme de nye omgivelser langt fra slut. Line Hoffgaard fra Svenstrup Bibliotek siger:
Det har været en spændende proces at flytte de få meter længere ned ad gaden, og der er allerede mange der både uopfordret og på opfordring har givet os gode forslag til, hvordan biblioteket skal se ud. Derfor er vi glade for at invitere til indflytterfest, så vi kan få fejret det foreløbige resultat sammen og officielt slå dørene op til det nye bibliotek
Hun understreger samtidig, at biblioteket endnu ikke er på plads i traditionel forstand. Tværtimod er tanken, at stedet skal udvikles videre i samarbejde med lokalområdet. Som hun siger:
Nu er vi flyttet ind med det, vi kalder en foreløbig indretning af biblioteket. Så er det meningen, vi skal udvikle biblioteket her fra sammen med alle de lokale – borgere, foreninger, organisationer, skoler, børnehaver og så videre og så videre. Jeg håber og forventer, at biblioteket ser helt anderledes ud allerede om et par år.
Lokale borgere har været med hele vejen
Lokalbefolkningen været inddraget i processen omkring de nye lokaler. Det er blandt andet sket gennem interaktive udstillinger, åbent hus og samtaler om bibliotekets fremtid.
Også unge fra FC Højvang har sat deres præg på udviklingen. De har deltaget i kreative workshops og givet deres bud på, hvordan et godt bibliotek kan indrettes. Samme gruppe er nu en del af programmet til indflytterfesten, hvor de optræder med cirkusopvisning.
Bibliotekschef glæder sig til festen
Bibliotekschef Kristine Nygaard ser frem til at tage imod borgerne ved arrangementet og peger på, at det nye bibliotek allerede er blevet taget godt imod. Hun siger:
“Vi er glade for den nye placering og glæder os til at holde indflytterfest for folk i og omkring Svenstrup. De har taget godt imod det nye bibliotek, og vi har allerede godt gang i dialogen om, hvordan biblioteket skal se ud, og hvad det skal rumme fremover. Det bliver spændende at følge den udvikling, som skabes med borgerne i Svenstrup”.
Program for dagen
Indflytterfesten begynder klokken 15 med åbningstaler ved Jan Nymark Thaysen og Kristine Nygaard.
Klokken 15.30 er der cirkusopvisning ved FC Højvang på Torvet.
Fra 15.30 til 17.30 er der ballondyr, slush ice og popcorn.
Klokken 16.30 spiller Tonus Ark koncert.
Læs også: